SPOILERALERT: Hvis du ikke har set tirsdagens afsnit af 'Bachelorette' og ikke vil have en spoiler, skal du stoppe med at læse med nu!
I tirsdagens afsnit af 'Bachelorette' står Sofie med et svært valg.
Her skal hun til programmets sidste roseceremoni fravælge to bejlere og beslutte, hvem der skal med på de sidste og afgørende drømmedates.
Under seancen er det tydeligt at se, at Sofie var meget ked af det og nervøs. Men faktisk havde hun det endnu dårligere, end det så ud til på tv, fortæller hovedpersonen selv.
- Jeg havde det ekstremt ringe. Det er den mest ubehagelige roseceremoni, jeg har været til. Jeg er blevet så glad for alle mænd, så jeg havde det så svært med det. Jeg føler, at det er umuligt at gøre det, siger Sofie til Ekstra Bladet.
Sofie måtte flere gange bede om en pause, fordi hun var meget ked af det.
Havde breakdown
Ifølge Sofie var hun faktisk langt mere presset, end man så på tv.
- Jeg havde et breakdown inden ceremonien. Jeg sad og græd og græd. Jeg havde et snørebånd om livet, fordi min kjole var løs, og jeg løsnede den lidt hele tiden, fordi jeg havde det så skidt, siger hun og fortsætter:
- Man ser ikke, at jeg flere gange siger ud til produktionen, at jeg ikke kunne sige noget. Jeg tog flere pauser, og Petra måtte komme ind, og da jeg giver Daniel min rose, kigger jeg ud på produktionen og er helt mundlam. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige. Vi tog også flere pauser undervejs, hvor Petra også måtte komme ind, fordi jeg simpelthen havde det så svært med det.
Til sidst endte Daniel og Mads med at stå tilbage som de heldige 'vindere'.
Sofie fortæller videre, at hun var imponeret over, hvor godt de fravalgte mænd tog det.
- Mændene tog det rigtig flot. Andreas W. holdt den flotteste tale. Der er klippet i det, men jeg bryder sammen og kan ikke styre mine tårer, da det foregår, siger hun og fortsætter:
- Lasse tager det flot, men siger, at han ville ønske, jeg havde taget en chance med ham. På det tidspunkt var jeg bange for, om jeg havde ødelagt et venskab mellem mig og Lasse. Jeg tog den ind og lod dem være i deres følelser. Men hele situationen var fandeme svær, for man er nået til et sted, hvor alle er glade for hinanden - på forskellige måder, lyder det fra Sofie.